Frank Størup er på toppen

Dato: 2010-01-20
Restauratør Frank Størup fra Restaurant Frank’s er på toppen i mere end én forstand. Ved et arrangement i Det musiske Hus onsdag den 20. januar fik Frank Størup overrakt årets Vækst- & Vilje-pris. Erhvervsprisen uddeles af Foreningen Frederik, Spar Nord Bank, Frederikshavn Kommune, Frederikshavn Turistforening og Frederikshavn Erhvervsråd og blev første gang uddelt i 2006. Prisen går til en virksomhed, virksomhedsleder, forretning, forretningsdrivende, organisation eller enkeltperson i Frederikshavn Kommune, som har ydet en ekstraordinær indsats for erhvervsudviklingen i kommunen.

FME’s direktør Kaj Christiansen, der også er formand for Frederikshavn Erhvervsråd overrakte prisen til Frank Størup, der driver Restaurant Frank’s på 9. etage i Kattegat Siloen samt Restaurant Frank’s på havnen i Sæby. Prisen er en skulptur udført af kunstneren Christian Svendsen, Aalbæk.

Frank Størup sikrede sig Vækst- & Vilje-prisen i konkurrence med 14 andre indstillede virksomheder, og i begrundelsen lød det bl.a., at prisen gives til en person, der med sine virksomheder er det bedste bevis på, at det kan lade sig gøre at skabe vækst og nye arbejdspladser ved at satse på kvalitet. De to Frank’s restauranter blev etableret i 2005 og 2006 og beskæftiger i dag 14 fastansatte, og i højsæsonen er antallet oppe på ca. 60. Frank Størup forener på fornem vis idealisten og entreprenøren ved at tænke langt ud over sine egne virksomheder, og med sit engagement i at bruge lokale råvarer ud fra devisen om at bruge råvarer, som vi er tæt på, er Frank Størup banebrydende for andre virksomheder i arbejdet med at benytte CO2-neutrale værdier.

Der sker hele tiden en udvikling hos Frank’s, og det gælder både i Kattegat Siloen og på Restauranten i Sæby. 1. juledag blev der med stor succes holdt snebal i siloen – sikkert starten på en ny tradition – og senest har der i Kattegat Siloen været et arrangement med Frederikshavn Kommunes nye kultur- og fritidschef Thomas Østergaard. Senere bliver der mulighed for at opleve Michael Andersen fra Team Danmark, tidligere kultur- og fritidschef Chresten Sloth og Ole Henriksen, der vist ikke behøver nærmere præsentation – og den 13. marts kan man opleve en ægte James Bond-aften. På restauranten i Sæby står det i koncerternes tegn. Her får man besøg af Søs Fenger, Peter Viskinde Band samt Nalle & Birkballe. Der er med andre ord rig mulighed for at få gode oplevelser hos Frank’s, og det gælder ikke kun på det kulinariske område. Restauranten på Sæby havn er især kendt for sine overdådige fiskebuffeter i sommerhalvåret, mens restauranten i Kattegat Siloen er kendt som et unikt spisested med spændende gastronomi og en enestående udsigt.

Ud over at drive sine to restauranter er Frank Størup aktiv deltager i flere netværker, bl.a. Toppen af Danmarks netværk ”Gastronomi og lokale fødevarer”, ”Smagen af Nordjylland” og ”Perikum – smag på Nordjylland”.

Ved arrangementet i Det musiske Hus gav Frederikshavns nye borgmester Lars Møller desuden sit bud på muligheder og styrker i erhvervslivet i Frederikshavn Kommune, og adm. direktør Jim Pedersen fra Wrist Group fortalte om Wrist-gruppen, der er en af Danmarks p.t. mest fremadstormende shippingvirksomheder.

Dagen, hvor Vækst- & Vilje-prisen overrækkes er samtidig markeringen af Det musiske Hus’ fødselsdag, og ingen prisoverrækkelse uden et musikalsk indslag. I år var det den talentfulde unge komponist Mathias Madsen Munch fra Frederikshavn, der gav en forsmag på Buddha – The musical, der har premiere den 11. februar.

- Det er nu anden gang inden for en uge, at en lejer hos FME får tildelt en pris – den 13. januar fik Vestergaard Marine Service DI’s Initiativpris – og det glæder mig utroligt meget, at det går godt for vore lejere. Det er med til at sprede optimisme i disse finanskrisetider, siger Kaj Christiansen.

Et stort til lykke til Frank Størup og medarbejderne hos Restaurant Frank’s. Læs mere på www.franks.dk

« Tilbage til arkiv

 

Kontakt os...

>Skriv til os
>Ring til os
>Book et møde

Download...

Nyhedsbrev...


 
FME A/S - Silovej 8 - 9900 Frederikshavn - Telefon 70 10 05 15 - info@fme.dk