Gode vilkår for iværksættere

Dato: 2010-05-17
Frederikshavn Erhvervsråd har stort fokus på iværksættere, og ud over individuel rådgivning, arrangerer man bl.a. kurser for kommende og nystartede iværksættere. Eksempelvis har man netop - i samarbejde med EUC Nord – afsluttet en kursusrække over syv uger i Kattegat Siloen, hvor iværksætterne kunne få rådgivning fra relevante fagfolk, bl.a. revisor, advokat, forsikringsselskab, pengeinstitut, reklamebureau og A-kasse. Desuden har der været en iværksætter for at fortælle om sine erfaringer.

- Vi vil gerne være med til at forbedre vilkårene for iværksættere i Frederikshavn, fortæller iværksætterrådgiver Claus Aune fra Frederikshavn Erhvervsråd. Der har været stor tilslutning med mere end 20 deltagere, som udtrykker stor tilfredshed med kurset. Den praktiske afvikling var lagt i hænderne på EUC Nord, hvor underviser Per Degn Jensen har sørget for at få aftaler i stand med indlægsholderne og stod for koordineringen.

- En af aftenerne var en rådgiveraften, hvor kursisterne fik lejlighed til hver for sig at få en kort samtale med eksperterne. Her kunne man få svar på nogle af de spørgsmål, der trænger sig på, når man skal starte egen virksomhed, oplyser Per Degn Jensen.

Der er planlagt en fortsættelse af kursusrækken til efteråret, hvor der vil blive mulighed til at gå mere i dybden med nogle af emnerne, fortrinsvis inden for salg og markedsføring.

- Frederikshavn Erhvervsråd har også været fødselshjælper på flere iværksætternetværk, bl.a. et netværk for iværksættere, der beskæftiger sig med e-handel. Når man starter for sig selv, står man ofte alene med de spørgsmål og problemer, der måtte opstå, og her er det en uvurderlig hjælp at have kontakt med ligestillede, slutter Claus Aune.

Læs mere om Frederikshavn Erhvervsråds iværksætterrådgivning – klik her.

« Tilbage til arkiv

 

Kontakt os...

>Skriv til os
>Ring til os
>Book et møde

Download...

Nyhedsbrev...


 
FME A/S - Silovej 8 - 9900 Frederikshavn - Telefon 70 10 05 15 - info@fme.dk