Frederikshavn Erhvervsråd holder flyttedag i Kattegat Siloen
|
Dato: 2010-09-09 |
Fredag den 10. september flytter Frederikshavn Erhvervsråd fra 4. etage til 1. etage i Kattegat Siloen, så torsdag blev der pakket på livet løs. Med ansættelsen af en projektmedarbejder, en elev og en praktikant, blev der pladsmangel i de nuværende lokaler, og ud over mere plads på 1. etage, giver det nye lejemål i den nordlige del af etagen også mulighed for en mere hensigtsmæssig indretning, hvor der bl.a. bliver plads til et mødelokale.
Ud over at være en serviceorganisation for virksomheder i Frederikshavn Kommune afvikler Frederikshavn Erhvervsråd et hav af arrangementer af forskellig art, og Erhvervsrådet er meget aktivt med hensyn til at yde støtte til iværksættere med rådgivning, kurser og iværksætternetværker. - Desuden er Frederikshavn Erhvervsråd tovholder på mange projekter, såvel lokale som nationale og skandinaviske, oplyser erhvervsdirektør Jørgen Ove Jensen. Her kan bl.a. nævnes det nye landsdækkende Maritimt Center for Operation og Drift (MARCOD), der gennemføres med støtte fra Fornyelsesfonden og Vækstforum samt Maritimt Kompetence- og Innovationssamarbejde (MARKIS). Arbejdet med dette projekt sker i samarbejde med partnere i Norge og Sverige. Projekterne kører over tre år og er med til at sætte Frederikshavn på landkortet og skaffe ny viden og kompetence til virksomhederne i lokalområdet samt mange nye arbejdspladser. Også inden for energioptimering er der projekter i gang, ”Det grønne Skib” og ”Det grønne Hus”, et lavenergihus i Æblehaven, hvor der er rejsegilde fredag den 10. september og for nylig stod Frederikshavn Erhvervsråd bag en minikonference, ”Byggeriet i Bevægelse”. To kvindenetværker er ligeledes etableret med Frederikshavn Erhvervsråd som primus motor, nemlig det lokale Morgenfruerne, et netværk for kvindelige ejerledere, og Women in Business, et netværk af erhvervskvinder fra Danmark, Norge og Sverige. - Så der er masser af forskelligartede opgaver og aktiviteter, og flere er undervejs, slutter Jørgen Ove Jensen, der glæder sig til at komme på plads i sit nye kontor. Læs mere om Frederikshavn Erhvervsråd på www.frederikshavn-erhvervsraad.dk. |
FME A/S - Silovej 8 - 9900 Frederikshavn - Telefon 70 10 05 15 -