En ærlig håndværker er flyttet ind på anden sal
|
Dato: 2009-03-09 |
Total Håndværkeren er netop flyttet ind på anden sal i Bygning 10 hos FME. Thomas Lauritsen har haft firmaet i to et halvt år. Total Håndværkeren er som udgangspunkt en tømrervirksomhed, men Thomas Lauritsen tilbyder også at koordinere aftalerne med alle andre håndværkere, når parcelhuset står foran en modernisering, eller virksomheden skal udvides.
- Mine kunder behøver kun forholde sig til én håndværker. Vi samarbejder med et bredt udvalg af mindre lokale håndværkere, bl.a. malere, elektrikere og smede, fortæller Thomas Lauritsen. Total Håndværkerens kundekartotek fordeler sig fifty-fifty på private og virksomheder. Til sidstnævnte gruppe har Total Håndværkeren et særligt tilbud. Det hedder Ejendomsservice. Eller som Thomas Lauritsen udtrykker det: - Pas din butik, så passer vi din bygning. Dem, der sælger tøj, skal bruge kræfterne på at sælge tøj, mens vi maler vinduerne. Vi sørger for, at bygningen får det nødvendige servicetjek. Det er planen også at tilbyde rengøring og havearbejde, når virksomheden bestiller Ejendomsservice hos Total Håndværkeren. Thomas Lauritsen er 35 år. Han har arbejdet som elektriker i mange år. Inspirationen til at åbne sin egen virksomhed skete på en kedelig baggrund. - Jeg var utilfreds med, at nogle af de håndværkere, jeg selv benytter, ikke engang gider at sende afbud. Jeg har selv ventet på en tagdækker siden 2006. Han er endnu ikke dukket op. Det kan simpelthen ikke passe, at det skal være sådan. Derfor er Total Håndværkeren en ærlig håndværker. Vi står altid ved det, vi laver. Det gælder også, når vi laver fejl, understreger Thomas Lauritsen. Han har indtil nu haft kontor i sin privatbolig. Med flytningen til FME håber han på at opnå større synlighed. - Jeg synes, at jeg får meget for pengene i FME, så det bliver spændende at følge udviklingen de kommende måneder. Jeg forventer mig især meget af vores tilbud om Ejendomsservice, siger Thomas Lauritsen. Totalhåndværkeren beskæftiger gennemsnitligt 3-5 mand. |
FME A/S - Silovej 8 - 9900 Frederikshavn - Telefon 70 10 05 15 -